Artikel: Kristuslivet Del I

Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Joh 15,4-6

Dette er noget af det mest vidunderlige i Bibelen. Disse dejlige ord har med selve kernen i evangeliet at gøre. Det er af stor betydning at få rigtigt fat i det, som Jesus siger her, da det er umuligt at leve et sejrende kristenliv uden at få fat i dette.

Det første han siger, er “Bliv i mig“, altså:han siger ikke “ kom ind i mig“. Hvor frustrerende er det ikke at prøve at komme ind i et rum, hvor du allerede befinder dig, det er dog det, mange kristne forsøger at gøre. Det er fordi, de ikke har set, at dette er noget, som Gud allerede har taget hånd om.

Der står i 1 Kor 1,30 “Men ham skyldes det at I er i Kristus Jesus”. Det er altså ikke noget, du skal til at gøre, men vi skal blot hvile i tro på, at det, Gud Fader har gjort, det har Han gjort. Han har taget os ud af mørket og ført os over i sin Søns rige af bare nåde.
Kol. 1,12-13

Videre står der “så bliver jeg også i jer“. Her står der igen noget fantastisk, nemlig at Kristus selv vil blive i os, om vi er i denne tro. Dette er noget, som Kristus selv vil gøre i den troende, det er ikke noget, som du og jeg har noget med at gøre, vi kan igen blot hvile i tro på, at Gud er sanddru og når Han siger, at Han er i den, som er i Ham, så er det et Guddommeligt faktum.

Resten af teksten har med et frugtbærende liv at gøre. Her er der mange, som forsøger at producere denne frugt i tro på, at dét er dette, som Jesus vil have, at de skal gøre. Det skal dog forestås og modtages i tro, på samme måde som det, vi før behandlede.

I Del II vil jeg kigge nærmere på nogle nøgleord i teksten, såsom: “Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv” og “Den, som bliver i mig, og jeg i ham han bærer megen frugt“

Gud Velsigne dig!


1 kommentar:

  1. Dejligt ord, bror. Det var også det ord der blev levende for Hudson Taylor, efter 20 års mirakuløs tjeneste for Herren i Kina. Han siger selv: "Det er ikke mig, der skal gøre mig selv til en gren. Den Herren Jesus siger, jeg ER en gren. Jeg er en del af Ham, og det eneste jeg skal gøre, er at tro og handle derefter... Men det bedste ved denne erkendelse, er den HVILE det giver, at vide sig fuldkommen ét med Kristus. Siden det blev levende for mig, er jeg ikke ængstelig for noget som helst; for jeg ved, at Han er mægtig til at føre sin vilje igennem."
    Amen! Broderlig hilsen Michael D.

    SvarSlet