Andagt: Jesus kommer snart – et trøstens ord

"Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. SÅ TRØST HVERANDRE MED DISSE ORD!” 1 Thess. 4,17-18

Vi hører ikke så meget til bortrykkelsen i disse dage. Sådan skulle det ikke være, Paulus opfordrer os til at trøste hverandre ved at minde hinanden om bortrykkelsen. Det skulle ofte være en del af vores samtaler – vi skulle udbryde ”Jesus kommer snart og henter os - Halleluja!”.

Johannes åbenbaring er tidligere også blevet kaldt ”menighedens trøstebog”.

Min påstand er at der er mange kristne i dag der ikke har dette forhold til Johannes åbenbaring – det er blevet en bog der beskriver uhyggelige rædsler der skal komme over denne verden. Og ja, der står der skrevet meget om ”Den store trængsel”, ”Guds vredes dag” osv. Hvilket jeg tror på alt sammen. Men for os som tror på Jesus som vores frelser er Johannes åbenbaring, først og fremmest, en ”Håbets Bog” som er os til trøst.

Vi har jo det troens håb at vi skal bortrykkes forud for denne trængsel. Vi skal ikke rammes af Guds og Lammets vrede. Gud er ikke længere vred på os – Jesus tog vores straf på Golgatha og forligte os med Faderen (se evt. 2 Kor. 5,17-19 + Es. 53,4-5).

Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham.” 1 Thess. 5,9-10

Lad os stå med ”Frelseshåbet” (1 Thess. 5,8) som en hjelm der beskytter vort sind imod frygt og bekymring for fremtiden. Vi har en herlig fremtid i vente – lad ikke Djævelen stjæle dit frelseshåb – JESUS KOMMER SNART.

Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.” Åb. 3,11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar