Artikel: Skatten i lerkarret

Thi Gud, som sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem,” blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.” 2 Kor. 4,6-7

Hvilken vidunderlig sandhed - ”Af mørke skal lys skinne frem,”. Det minder os om Paulus´s ord til de kristne i Rom. ”...alle ting samvirker gode for dem, som elsker Gud,..” og ”...under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.” (Rom. 8,28+37)

Vi er som kristne ikke lovet et liv uden problemer og modgang, men Gud har lovet at være med os hele vejen.

Vi har ikke fået et liv fri fra problemer og vanskeligheder, men et liv hvor vi kan være frie midt i og under vores vanskeligheder. ”Thi Gud,.. ...blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.”

Paulus skriver at ”...denne skat har vi i lerkar,..”. Det er vigtigt for os at vide at vi ikke er skatten. Vi er lerkarret, Kristus er skatten. Lerkarret, vores legeme og psyke, er skrøbeligt og har ingen åndelig kraft i sig selv. ”Men” siger Paulus, det er ”for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.” Hvilken vidunderlig befrielse, at Gud selv vil være et skinnende lys midt i vores mørke og en overvældende kraft ind i dine og mine omstændigheder.

Derfor kan du sammen med Paulus udbryde:
Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selvom også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun en tid, de usynlige varer evigt.” 2 Kor. 4,16-18

Læg mærke til hvad han siger, lad ordene få lov til at synke ned i dit hjerte. ”...selvom også vort ydre menneske går til grunde,..”. Dit ydre menneske – lerkarret – legemet og psyken, selvom det måtte gå til grunde ”Fornyes dog vort indre menneske dag for dag.”.

For hvem er Paulus´s ord en sandhed? ”...for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun en tid, de usynlige varer evigt.”

Lad os se på Jesus, han som er skatten i lerkarret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar