Andagt: Ikke længere jeg lever

...det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig;...” Gal. 2,20a

Denne lille sætning fra Paulus rummer hemmeligheden til hele vores kristne vandring. Det er en skøn og dyrebar sandhed for hver den som har modtaget denne åbenbaring. Vi kunne skrive lange bøger om denne sandhed og dog ikke udtømme den rige kilde der ligger i disse livgivende ord.

Det er ikke længere dig der lever, altså dit gamle jeg. Prøv en gang at lade ordene få lov til at sætte sig fast i dit sind – dit gamle jeg lever ikke mere. De ønsker, planer, ambitioner, ja alt hvad der hører dit gamle jeg til – lever ikke længere.

Men Kristus lever i mig” lad igen ordene få lov til at trænge ind – helt ind i dit hjerte. Kristus lever nu i dig, i dit sind, i dit hjerte, i din åndsbevidsthed. Nu er det ikke længere dig der er den udfarende kraft i din personlighed. Det nye ”mig” lever i kraft af Kristus – Han er blevet dit liv.

Der er i Paulus´s ord to ”mig´er”. Det gamle mig, der ikke længere lever, og det nye mig, hvor i Kristus lever. Kristuslivet ophæver ikke vores personlighed og gør os til ensrettede robotter uden vilje og selvbevidsthed. Kristuslivet er Kristus åbenbaret gennem din og min personlighed. Derfor hedder det ikke Åndens frugter – men Ånden frugt, for Kristus er én.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar